Lørdag er markedspladsen åbent fra kl. 09.00 til 18.00 og vil være fyldt med kræmmere og boder, der sælger sjove gamle ting og sager, spegepølser, ost, balloner, slik, krydderier, tøj, bælter, tasker, cremer, frugt og alt, hvad hjertet kan begære. Der er også en særlig sektion, hvor man kan købe høns, kaniner og hamstere – og måske en enkelt hest. Kom og oplev stemningen på et rigtigt kræmmermarked. Måske kan man prutte om prisen? Der vil være mini-tivoli for de mindre børn. Når man bliver sulten, kan der købes mad i madboderne og i det store telt.
I det store telt spiller Lune Carlsen og Bellami kl. 11.30-14.00 – Bellami er Kim Larsens gamle band. Sammen med Lune Carlsen vil de fortolke Kim Larsens fænomenale univers – troværdigt og originalt som kun et ægte Bellami kan. Masser af kendte hits som man kan synge med på.
Kl. 14.30 underholder Duoen Claus og Morten i det store markedstelt. Claus og Morten spiller alle gode sange i verden – lige præcis den du ønsker. De er garanti for en helt igennem fantastisk oplevelse for de unge; for dem, der stadig tror, de er unge og for den ældre generation. Repertoiret spænder fra de nyeste hit, til de gode gamle dansenumre og til de sange man troede, man havde glemt. Duoen har spillet sammen i mere end 30 år og er kendt for at være seriøse musikere, der får musikken, det underholdende element og sangen til at gå op i en højere enhed. Måske er du en af de mange fans, som var med til deres online Facebook-koncerter 14 fredage i træk under Corona-nedlukningen?
I det lille telt spiller Lars Gylden Duo fra kl. 11.00 – 14.00. De spiller dansk musik i stilen folk, pop og singersong writer med masser af humor og stemning. Slå jer ned og nyd musikken og den gode stemning.
Lørdag eftermiddag kl. 17.00 – 18.30 underholder thyboen Martin Kanstrup med musik og komik, krydret med fortællinger fra sit eget liv. Det foregår naturligvis på thybomål. Der bliver mulighed for at høre nogen af hans egne numre, bl.a. den om Mors og den om Putin. Tjek ham ud på Facebook – der kan man snakke om tør humor.
Man kan købe sin aftensmad på pladsen ved en af de mange madboder inden markedsballet.
Markedsballet foregår lørdag aften i det store telt. Her er det bandet Alley Cats, som igen i år er klar til at lave et brag af en fest med god musik, højt humør og klingende vellyd. Sidste år var der mere end 500 gæster, som hyggede sig og dansede hele aftenen.
Det koster kun 100 kr. at deltage. Billetter købes ved indgangen. Der kører bus til Holstebro, når markedsballet slutter. Det koster 50 kr. - husk kontanter.
Parkering koster 50 kr. lørdag.